Vaccination af hund
Hvorfor skal hunde vaccineres?
Nyfødte hvalpe er beskyttede af deres mødres antistoffer det første stykke tid, som de i starten får gennem mælken, når de dier. Men efter hvalpenes 8. leveuge, er antistofferne fra mælken så få, at de ikke længere er beskyttede. Hos Herlev Dyrehospital anbefaler vi derfor, at hvalpe vaccineres første gang, når de er 8 uger.
På samme måde som ved mennesker, vaccinerer man hunde for at beskytte dem mod smittende og alvorlige sygdomme. Ved at vaccinere hunden mod bestemte sygdomme, bliver hunden i stand til selv at danne antistoffer, der beskytter den overfor sygdommen.
Hvalpe bør vaccineres mod:
- Hundesyge (D)
- Leverbetændelse (H)
- Parvovirus (P)
- Parainfluenza (Pi)
- Leptospirose (L4)
Ved enhver vaccination vil der desuden indgå en sundhedsundersøgelse af hvalpen/hunden.
Vaccinationsforløb
Ovennævnte sygdomme kan der vaccineres mod som en kombinationsvaccine (DHPPiL4). Her består forløbet af 2-3 vacciner, der gives med ca. 4 ugers mellemrum. Denne kombination gives både til hvalpe eller til voksne hunde, hvor vaccinationsstatussen ikke kendes. Efter sidste grundvaccination, skal hunden revaccineres med kombinationsvaccinen når hunden er ca. 1 år. Efterfølgende bliver hunden indkaldt til et årligt sundhedseftersyn. DHP-vaccinen skal boostes hvert tredje år, hvorimod parainfluenza og leptospirose skal boostes årligt.
Ved udenlandsrejser med hund, skal hunden desuden have en Rabies-vaccine (imod hundegalskab), som er en sygdom, der er livsfarlig for mennesker og ses i flere lande uden for EU.
Kontakt Herlev Dyrehospital
Har du spørgsmål til vacciner, sygdomme eller andet, er du til hver en tid velkommen til at kontakte Herlev Dyrehospital på telefon 44 91 91 44. Klinikken finder du på Herlev Ringvej 9 i Herlev.
Tag en snak med os om din hunds sundhed, og lad os rådgive dig om et eventuelt vaccinationsforløb.
Hvis du har kat, eller overvejer at få kat, så kan du læse om hvorfor det er en god idé at få sin kat vaccineret her.