Livmoderbetændelse hos en hund

Blandt tævehunde kan livmoderbetændelse forekomme med en vis risiko – dog rammer det typisk ældre hunde. Det er en ganske alvorlig sygdom, som kræver behandling hurtigst muligt. I dette indlæg har vi svaret på tre typiske spørgsmål omkring livmoderbetændelse for hunde; hvorfor kommer det, hvordan ser man det, og hvordan behandles det. Har du spørgsmål, der ikke besvares her, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte os hos Herlev Dyreklinik.

Hvorfor forekommer livmoderbetændelse?

Efter tævehundens løbetid kommer en periode, som kaldes diøstrus. Her er særlig meget progesteron (et hormon) i tævens blod, hvilket har til formål at opretholde tævens graviditet. Er hunden dog ikke drægtig, øger hormonet risikoen for infektioner i hundens livmoder. I livmoderen finder dyrlæger typisk bakterien E. Coli, der er vandret fra hundens skede.

Der findes som udgangspunkt to forskellige former for livmoderbetændelse; nemlig den åbne form og den lukkede form (kaldes også ”pyometra”). Forskellen er typisk, at der ved den åbne form vil være en form for udflåd fra hundes skede, hvilket vil være fraværende ved den lukkede form. Derfor er den lukkede livmoderbetændelse også farligere, som udgangspunkt, da betændelsen vil hobe sig op, og livmoderen vil til sidst sprænge.

Hvordan opdager man livmoderbetændelse?

Typisk er symptomerne klare og ikke til at tage fejl af. De fleste ejere reagerer på tydelige ubehags-tegn. De typiske symptomer på livmoderbetændelse er:

  • Pus fra skeden (kun ved den åbne form)
  • Øget tørst og større tissetrang
  • Nedsat appetit
  • Tilfælde af feber
  • Vægttab
  • Diarré og opkast

Flere af symptomerne er typisk fraværende eller svage i starten, men de tager til efter noget tid. Vær også opmærksom på, at nogle hunde rengør sig selv så grundigt, at ejeren slet ikke lægger mærke til pusset fra skeden, selvom livmodermunden er åben.

Hvordan behandles livmoderbetændelse?

Det første skridt er naturligvis korrekt diagnosticering. Da hunden typisk vil være øm, er dyrlægens første handling at mærke hunden på maven. Hvis der er begrundet mistanke, vil dyrlægen efterfølgende foretage en laboratorieundersøgelse. Ultralydsscanninger eller røntgenbilleder kan vise en forstørret livmoder.

Den mest effektive – og sikreste – behandling er sterilisering (kombineres typisk med antibiotika og intravenøs væskebehandling). Er livmodermunden åben, kan man da også undgå sterilisering. Behandlingen vil i dette tilfælde være udelukkende medicinsk, og hunden skal modtage injektioner dagligt i tre til fem dage. Der indledes typisk både antibiotikabehandling samt hormonbehandling. Det har til formål at fremme tømningen af livmoderen (herved nedjusteres niveauet af hormonet progesteron igen).

Efter en succesfuld medicinsk behandling vil symptomerne forsvinde. Man bør dog lade sin hund parre for at få hvalpe i den efterfølgende løbetid, da risikoen for endnu en livmoderbetændelse er ganske høj, når den har et forhøjet niveau af progesteron.

 

Læs mere om livmoderbetændelse hos hund her