Overvejer du at sterilisere din hund?
Har du en tævehund, som du ikke ønsker at avle på, kan du med fordel overveje en sterilisering af hunden. Som udgangspunkt lever en steriliseret tæve nemlig både længere og bedre end ikke-steriliserede hunde, da de ikke står over for samme risici i forhold til flere alvorlige sygdomme. Dertil kommer, at du som hundeejer kan forvente en roligere hund, der ikke har samme tilbøjelighed til at strejfe under løbetid. Det er blot nogle af fordelene ved at vælge en sterilisering af sin tævehund, men der findes også en række væsentlige ulemper – dette indlæg har til formål at klæde dig bedre på til at træffe valget omkring sterilisering af din hund.
Fordele – en roligere hund med nedsat sygdomsrisiko
Mange hundeejere ønsker ikke at avle hvalpe på hunden, og den mest åbenlyse fordel ved en sterilisering er naturligvis også, at hunden ikke kan blive drægtig. Det giver hundeejeren ro i maven, og man skal ikke bekymre sig om uønskede parringer, når man går tur i skoven eller lignende. Hunden vil desuden ikke have samme drift for at søge ud, og du vil opleve en roligere hund i dit hjem.
En anden væsentlig fordel ved steriliseringen er den nedsatte risiko for sygdomme. En tævehund har cirka 25% risiko for at udvikle kræft i mælkekirtlerne i løbet af sin levetid. Denne risiko nedsættes betydeligt ved sterilisering tidligt i hundens levetid. Derudover fjerner man helt risikoen for betændelse og kræft i livmoderen og æggestokkene foruden brystkræft.
Ulemper – nedsat stofskifte og operation i fuld narkose
Operationen foregår i fuld narkose, og på Herlev Dyreklinik benytter vi fuld patientovervågning under operationen og smertedækning med moderne lægemidler. Selve bedøvelsen foregår med Sevofluran, der er det sikreste og mest skånsomme inhalationsbedøvelsesmiddel. Det betyder at risikoen for komplikationer mindskes betragteligt.
Stofskiftet hos steriliserede hunde nedsættes med op til cirka 25%, og flere steriliserede hunde tager derfor på i vægt. Dette kan dog imødekommes ved at tilpasse foder, motion osv. Steriliseringen betyder desuden for nogle hunderacer, at deres pels mister en smule glans.
Søg råd hos en dygtig dyrlæge
Skal du ikke bruge din tævehund til udstilling eller avl, anbefaler vi hos Herlev Dyreklink tidlig sterilisering med henblik på at opnå de bedste effekter. Har du spørgsmål til operationen, følgerne eller noget helt andet, er du velkommen til at kontakte os. Vi svarer gerne på dine spørgsmål, ligesom du kan læse mere om hunde-sterilisering her.