Kastration af kat
Skal din kat kastreres?
En hankat, som ikke er kastreret, er langt mere territorial end en kat, som er kastreret. Denne opførsel hænger sammen med de hanlige kønshormoner, herunder testosteron, som produceres fra testiklerne. Når disse fjernes, fjernes produktionen af disse hormoner også. Der kan være mange ulemper ved at have en kat, som er meget territorial. For udekatte kan man risikere, at ens kat oftere kommer i slagsmål. Da munden hos katte indeholder mange bakterier, kan et bidsår fra en anden kat meget nemt lede til et inficeret sår eller en byld, som kræver behandling. En udekat, som ikke er kastreret, vil også have en tendens til at strejfe, og kan ende med at komme meget langt væk fra hjemmet. Derudover kan en ikke-kastreret hankat nå at sætte mange killinger i verden, hvis den bor i et område med ikke steriliserede hunkatte. For både ude- og indekatte gælder det, at en ikke-kastreret hankat vil forsøge at afmærke sit territorie. Dette sker oftest via strinting, som er en adfærd, hvor hankatten læner sig op ad møbler, vægge eller lignende for at sprede sin urin. Denne adfærd kan modvirkes med kastration. Da ikke-kastrerede hankatte fra naturens side vil afmærke deres territorie, lugter deres urin også kraftigere end urin fra en kastreret hankat. Hvis man ikke kastrerer sin hankat tidligt kan man dog risikere at strintning bliver en vane for ham, som kan blive meget vanskelig at komme af med igen. Planlægger du ikke at bruge din hankat til avl, anbefaler vi derfor at du får din hankat kastreret tidligt, gerne omkring 6 måneders alderen. For nogle katte kan man dog kastrere tidligere.
Bedøvelse hos os
For at kastrere en kat, er man nødt til at bedøve den – og bedøvelsen er ved denne type indgreb det, som udgør den største risiko for din kat. For at nedsætte denne risiko anvender vi på Herlev Dyrehospital de nyeste former for overvågning, som der anbefales fra Landbohøjskolen. Vi monitorerer både hjertet (via EKG), vejrtrækningen, blodtrykket, din kats temperatur, samt iltmætningen i blodet. Alle er faktorer, som hjælper os til at sikre, at dit kæledyr er i trygge hænder under bedøvelsen, fordi vi kan reagere med det samme, hvis der sker noget uventet. Ingen dyr reagerer helt ens på bedøvelsen, og uden monitorering opdager man desværre oftest for sent, at der er noget, som er ved at gå galt eller ikke er som det “plejer” at være.
Når din kat er i bedøvelse ligger den altid på ilt for at sikre, at han ikke får iltmangel. Ved bedøvelse sker der oftest det, at blodtrykket hos din kat falder. Falder det for meget, er der risiko for at vigtige organer, som eks. nyrerne, ikke får ilt nok, hvilket kan lede til permanent skade på dem. Som standard har vi derfor, udover at tilføre ilt, også væskedrop på patienter, der skal kastreres, så blodtryksfaldet undgås. Formålet med det er at sikre, at blodtrykket ikke bliver for lavt. Da vi samtidig monitorerer blodtrykket og giver ilt under hele bedøvelsen, er vi sikre på at der ikke sker skader på din kats organer som følge af for lavt blodtryk.
Selve indgrebet
Når din kat skal kastreres skærer man ind på pungen 2 steder, og fjerner testiklerne af denne vej. Man åbner altså ikke op ind til maven, som man gør ved sterilisation, hvilket gør en kastration til et langt mindre risikofyldt indgreb. Efter indgrebet bliver din kat syet med sting med en tråd, som opløser sig selv. Da vi syr på den måde, som giver mindst muligt ar, og som skjuler suturen, kan du ikke se den. Det er dog alligevel vigtigt at din kat ikke kan komme til at slikke i såret, da det kan få stingene til at springe op og lede til infektion. Efter din kan er kastreret skal du derfor regne med, at din kat skal have krave på. Er din kat udekat, er det også en god idé at holde den indenfor. Efter operationen får din kat smertestillende, så vi er sikre på, at han ikke har ondt.
Hvis du har spørgsmål eller er i tvivl om noget, eller vil bestille tid til en kastration, er du velkommen til at kontakte, os eller komme ned forbi klinikken. Du kan se vores priser her.
Læs blandt andet fremgangsmåden af kastration af hund her.